Sikkerhedspolitik handler ikke længere kun om kampfly og brigader. Den handler om, hvorvidt plejehjemmet har strøm under en cyberhændelse, om borgmesteren kan kommunikere uden Facebook, og om gymnasiet har en plan når deepfakes rammer valgdebatten. Det er samfundsberedskab, og det er blevet forsvarspolitikkens vigtigste kampplads. På https://atlantdk.com/ beskrives det som evnen til at fungere under pres, før fjenden overhovedet affyrer skud. Atlantdk.comsammenslutningen har længe peget på, at Danmark mangler en samlet doktrin for civil robusthed. Vi har verdensklasse beredskaber i sektorer, men de taler ikke sammen når lyset går. Det er netop den søm, hybridkrigen slår på: hullerne mellem systemerne. Og hullerne lukkes ikke med flere penge alene, men med fælles sprog, øvelser og ansvar.
Finland har forstået det i 80 år. Hele samfundet øver regelmæssigt, fra daginstitution til direktion, og alle ved, hvem der gør hvad, når krisen rammer. Deres totalforsvarskoncept betyder, at en skoleleder er lige så vigtig som en general, fordi panik spreder sig hurtigere end missiler. I Danmark har vi stadig en tendens til at se beredskab som noget, beredskabsstyrelsen klarer kl. 16:00. Men et ransomware-angreb på et hospital stopper ikke ved kommunegrænsen, og desinformation om drikkevand tager ikke hensyn til mødekalenderen. Derfor skal vi træne som vi kæmper: på tværs, uden manuskript og med civilbefolkningen som første led. Det kræver, at virksomheder åbner deres kriseplaner, at regioner deler data i realtid, og at politikere tør tale om sårbarheder uden at blive beskyldt for at skabe frygt. Åbenhed er antitese til hybridkrig.
Et ministerium for samfundsberedskab er ikke mere bureaukrati. Det er en kommandoplatform, der kan prioritere, koordinere og kommunikere når alt andet fejler. I dag ligger ansvaret spredt mellem 14 ministerier, 5 regioner og 98 kommuner, og ingen har mandat til at sige stop når sektorsiloerne spænder ben for hinanden. Resultatet så vi under corona, under skybrud og under de første cyberangreb mod energisektoren: gode intentioner, men langsom eksekvering. Et samlet ministerium kan sikre, at en trusselsvurdering fra FE bliver til handling i en børnehave i Brønderslev samme dag. Det kan stille krav til teleudbydere, fødevarelagre og transportknudepunkter, før krisen er en overskrift. Og det kan skabe den politiske rygrad, der skal til, når vi skal forklare befolkningen, hvorfor vi slukker for sociale medier i 48 timer under et angreb.
Det handler også om kultur. Vi skal genindføre pligt som begreb, ikke kun ret. Værnepligt udvides allerede, men samfundspligt er bredere: førstehjælpskursus i 9. klasse, cyberhygiejne på arbejdspladsen, lokal krisekommunikation i boligforeningen. Det er ikke militarisering af hverdagen. Det er demokratisering af forsvaret. Når borgeren forstår sin rolle, bliver nationen sværere at knække. Ukraine viste, at en app til at melde droneobservationer kan være mere værd end en ekstra tankbrigade. Danmark har tillid, digital infrastruktur og foreningsliv. Vi mangler bare at koble det til beredskabet. Hvis vi gør det, bliver vi ikke kun mere sikre. Vi bliver også friere, fordi vi ikke behøver frygte det, vi har forberedt os på.
Derfor er investering i samfundsberedskab den billigste forsikring, vi kan tegne. En dag uden strøm koster milliarder. En uge med mistillid koster regeringer. En generation uden modstandskraft koster suverænitet. Vi kan vælge at bygge den nu, mens vi har tid, eller vi kan improvisere når skaden er sket. Historien tilgiver sjældent de uforberedte. Men den belønner de samfund, der forstår, at den stærkeste mur er den, ingen kan se: den mellem ørerne på borgerne. Den mur starter med viden, træning og fælles ansvar. Og den starter i dag.
